tirsdag den 1. november 2011

Ukuelige roser


Trods efterårets gyldne præg på haven blomstrer mange af mine roser stadig. De er ukuelige og står stadig stolte og ranke med oceaner af knopper, der venter på at springe ud. Med denne uges milde vejr vil det sikkert lykkes for en del af dem. Løvet er ikke værd at tale om. På de fleste af roserne, ser det miserabelt ud - det der er tilbage, men det får kun knopperne til at stråle endnu mere.

                   
Klokkerankerne er heller ikke sådan at slå ud.

Jeg kender desværre ikke rosens navn, men det er én af de mest ukuelige, jeg har i min haven. Den bliver ved med at blomstre med et hav af roser - og flere knopper står på spring. 


Her New Dawn med sit andet flor. Efter første røg de fleste blade pga. stråleplet, men det slår den sandelig ikke ud. Den blomstrer trofast igen.

Selv en rose i forfald kan se fantatisk ud på denne tid af året.
Her er det Augusta Luise med den aller sidste for i år.

Vores nyopsatte hegn der skriger efter et par klatreroser.Jeg satser på, at jeg kan få et par i jorden i næste weekend, men har endnu ikke besluttet mig for hvilke. 

Her er det Karen Blixen, der står klar med en del knopper på spring. Håber på, at der kan blive en lille sidste buket om et par dage.

torsdag den 13. oktober 2011

Mine blå og hvide klokkeranker

Det lykkedes sørme at få både hvide og blå klokkeranker ud af det lille projekt, der blev opstartet helt tilbage i februar måned. Det har været en lang proces, og det er først nu her i oktober måned, at der for alvor er mange blomster på mine klokkeranker. Når man ser de skønne blomster, formet som små gammeldags lampeskærme, synes det jo at være al arbejdet værd. Smukke er de i hvert fald, men jeg må indrømme, at jeg lige vil overveje en ekstra gang, om de skal indgå i næste års frøsortiment. Det er længe at vente på de smukke blomster, og nu hvor de har lovet nattefrost, bliver det en ganske kort fornøjelse. Heldigvis kan billederne jo nydes rigtig længe.




 

 


mandag den 3. oktober 2011

Et orkidémysterie eller blot en passion.


Trods det at haven stadig bugner af de skønneste sommerblomster fra hele farvepaletten, tør jeg godt indrømme, at jeg i disse dage nyder denne helt ordinære orkidé  - Phalenopsis - her i en skøn rosalilla farve.

Planten er efter min opfattelse efterhånden gået hen og er blevet vores nye nationalstueplante, hvis man skal dømme efter det uhyre store udbud, der nu er at finde i hver eneste dagligvarebutik i det ganske land. Vi ser dem alle vegne - i butikkernes udstillingsvinduer, hos lægen, frisøren, tandlægen. Vi forærer dem gerne væk ved enhver lejlighed, smukt indpakket i industri-cellofan omslynget af metervis af kulørt gavebånd afstemt efter blomsternes farve.

På et tidspunkt havde jeg ni orkidéer - de fleste foræret som værtindegaver inden for meget kort tid. Kan huske at tanken strejfede mig, at det var lidt utroligt med den manglende variation. Men jeg elsker stadig at få orkidéer som gave. Orkidéer er dejlige og ukomplicerede planter, der kan gøre selv det mest kedelige hjørne af stuen livligt. Jeg er vild med deres eksotiske udseende og mange forskellige farver.


For ikke så længe siden var vi til fødselsdagfest i familien. Min svigerinde fik værtindeblomster - og heriblandt ikke så overraskende en orkidé.  Men sikken én. Den havde de mest fantastiske limegrønne blomster, som jeg straks forelskede mig i. Sådan én må jeg simpelthen have til samlingen, der i øjeblikket kun tæller seks eksemplarer.

Nu brugte jeg ordet "samlingen" om mine orkidéer. Her må jeg simpelthen undre mig lidt over, hvad det er orkidéerne kan og gør ved os. Fænomenet "samlinger" indenfor stueplanter i øvrigt, synes jeg egentlig ikke er så udbredt, når jeg tænker over det. Det hænder da, at man går forbi et hus med fire sart lyserøde pelargonier i vindueskarmen, som et signal til omverden om, at her udleves stilen Country Living i hver eneste krog af huset. Jeg kender virkelig ikke nogen, der har større samlinger af andre stueplanter - kun når det gælder orkidéen.

Jeg har lavet lidt research og ringet min mor op for et øjeblik siden for at få bekræftet fænomenet. Hendes samling er på 17 styk i alt. Gået lidt på klingen fortæller hun, at hun faktisk ikke har købt ret mange selv. Hmmmmm...interessant. Bliver vi mon samlere af lyst, eller fordi vi er ved at drukne i værtindekøbte eksemplarer. Er det mon en "virkelig" passion for orkidéer, der får folk til at indrette hele værelser til orkidéopbevaring, imens vi håbefulde venter på at næste blomsterstilk måske skyder til vejrs - eller er vi blot ofre for en modetrend inden for blomsterverdenen, der er fuldstændig ude af kontrol.

Måske I andre har et bud på det?

Jeg er nu temmelig glad for min lille "samling" - og byder gerne nye eksemplarer velkommen. Jeg bliver nok aldrig træt af at se på de fantastiske og næsten kunstnerisk udførte blomster. Planterne skaber liv i stuerne året rundt og gør især vinterens mørke mere udholdeligt.

onsdag den 28. september 2011

Sensommerens skønhed

 
Frøkenhat Envy - smuk og lysende med sin klare limefarve.
En helt klar favorit, der er skrevet på listen til næste års frøsortiment.

Rosen Clair Renaissance står nu med masser af knopper. Tilsyndeladende kommet sig ovenpå årets angreb af stråleplet.

 
Rosen Flammentanz leverer anden blomstring i disse uger - næsten lige så overvældende som første.
Her bider stråleplet heldigvis ikke på så let.

En af mine smukke klatreroser i selskab med blå klokkeranker, der endnu ikke er sprunget ud.
Kan desværre ikke lige huske navnet på rosen - men smuk er den.

Trolden i træet omkranset af blå klokkeranker, der snart springer ud.

                   
 Knopper på de hvide klokkeranker.

 Knopper på de blå klokkeranker.

Det er ved at være tid til at samle frø fra stokroserne. 

fredag den 23. september 2011

Sommeren rykker ind

  Dagens sommerbuket består af pibetobak, kvæsurt, stolt kaveler og en enkelt dahlia.
                                              
Friske druer i skålene, blomsterhoveder i vand og en dejlig sommerlig buket.
Sommeren må rykke indendøre nu, hvor efteråret for alvor begynder at sætte sit præg på haven. 

Smukt og dejligt. Hvide dahlia og en enkelt rose. Rosen er en August Luise.

onsdag den 21. september 2011

En saftkoger er lykken

Jeg vil hermed gerne præsentere min nye Tutti-Frutti saftkoger. Vidunderet, som jeg faktisk slet ikke var klar over, at jeg manglede. Den er helt genial og meget nem at anvende. Synes godt nok, at projektet virkede lidt uoverskueligt lige til at starte med, da gryden blev pakket ud af æsken, så jeg researchede lidt på nettet, hvor jeg fandt rigtig mange gode råd fra de mere garvede brugere.

Efter en "testkørsel" er jeg nu overbevist. Den bliver en tro følgesvend i mit køkken fremover.



Den består af 4 dele. Nederst en ganske almindelig gryde, mellemdelen er saftbeholderen, der opsamler al saften og hvorfra der udgår en aftapningsslange. Øverst frugtsien, hvor frugt/bær placeres. Oven på hele molevitten placeres et glaslåg med et lille damphul. Låget sørger for at dampen bliver i systemet og er meget vigtig for selve processen.



Den nederste del fyldes helt op med vand. Dette bringes i kog. Når vandet koger, stiger dampen op igennem de 3 grydedele. Når dampen dugger låget til, skruer man ned for varmen. Nu er selve processen i gang. Den kan tage et par timer alt efter, hvor mange kilo frugt eller bær, man brygger på (jeg startede med 3,5 kg druer og det tog vel ca. 1½ time). Dampen får nu langsomt saften udvundet. Saften drypper fra den øverste del, som har en si i bunden og ned i midterdelen, hvor den opsamles. Fra den del udgår en aftapningsslange.



Her et kig ned til druerne. Dampen har netop nået låget - og nu begynder der snart at ske noget. På billedet kan man se, at jeg har valgt at tilsætte sukker sammen med druerne. Man kan koge saft med eller uden sukker. Det er en smagssag. Det kræver lidt øvelse at finde den sukkermængde, der passer til den saft, man laver. Man kan også tilsætte SØD efter kogningen, hvis man ønsker en sukkerfri saft. Min blev ikke helt sød nok i første omgang, så jeg tilsatte mere sukker efterfølgende. Jeg ønsker en saft, der kan fortyndes 1:4. Det kræver en del sukker, men til gengæld opbevarer man ikke en masse vand på flaskerne, når saften er mere koncentreret. Holdbarheden er også langt bedre med en større sukkermængde.



Så sker der noget - den første saft kommer til syne. Aftapningsslangen er monteret med en tappedims, der holder saften tilbage i gryden. Man kan nu begynde at tappe saften - enten direkte på flasker, hvilket er nemt - eller i en gryde, hvis man ønsker at arbejde lidt mere med saften mht. smag eller konsistens. Man kan evt. også lave gele af saften. Mit næste projekt bliver ribsgele af alle de bær, der ligger i fryseren.



Her tappes i gryde. Dette fordi, jeg ønskede en sødere og mere koncentreret saft. Efter tilsætning af mere sukker og et hurtigt opkog tilsatte jeg Atamon af hensyn til holdbarheden. Dette er vigtigt, hvis saften skal opbevares i længere tid. Drikker man saften inden for en 10-14 dage, kan man sagtens udelade Atamon.



Flaskerne renses godt i sulfo og varmt vand. Jeg er doven denne gang - og lader etiketterne fra sidste år blive på. Når flaskerne er skyllet helt fri for sulfo, efterskyller jeg med kogende vand. Lige inden påfyldning ryster jeg flaskerne med lunkent kogt vand tilsat Atamon. Husk også at skylle lågene i Atamon.



Flot ser det ud med den røde saft i de fine flasker. Mine er genbrugsflasker fra Rynkeby, som jeg har gemt. De egner sig fint til formålet og lukker helt tæt. Sidste års etiketter har blot fået tilføjet et 1-tal i enden. Skal man forære sin saft væk, ville jeg nok overveje en pænere løsning, men nu er det blot til hjemmenydelse. Ungerne er vilde med saften, så den skal nok blive drukket hurtigt.

Alt i alt er det rigtig nemt at koge saft i Tutti-Frutti´en. Den passer stort set sig selv, og man slipper for at si den varme saft bagefter. Man skal heller ikke røre i gryden konstant eller være bange for, at det koger over. Den afgiver næsten ingen lugt, da dampen bliver i systemet. Det er derfor vigtigt ikke at lette på låget undervejs trods nysgerrighed, da det forsinker processen. Man må gerne prøvesmage undervejs.
Efter aftapningen er Tutti-Frutti´en nem at gøre ren.

lørdag den 17. september 2011

Vindruer i store mængder


  
  
Så er alle de blå druer klar til at blive høstet. De er søde og lækre, og vi spiser og vi spiser - men det bugner stadig i drivhuset.

Jeg ser altid frem til dette tidspunkt på året. Godt nok er det umådelig sørgeligt, at sommeren ligger bag os, men de vidunderlige druer og de mange store grønne blade giver en fantastisk eksotisk stemning i drivhuset. 

I vores køkken er fade og skåle fyldte til randen, så man bare kan forsyne sig med de mange vitaminer og mineraler, som druer er rige på. Ungerne nupper af og til også et par klaser med i skole. Druer skal man simpelthen frådse i.

Den frodighed de to vinstokke kan præstere i mit lille drivhus er helt overvældende, og jeg kan kun anbefale, at man anskaffer sig en stok eller to. Mine er plantet direkte i jorden - én i hver af de to bageste hjørner.  
 

Det er første år, at den grønne vinstok for alvor sætter druer. Sidste år havde vi kun to små klasser - og de smagte helt vidunderligt. Derfor var det en dejlig overraskelse, da jeg opdagede, hvor mange druer, vi kunne se frem til i år. De er stadig ikke helt modne, og jeg vil gætte på, at der nok går et par uger eller tre, før de er helt spiseklar.

Jeg kender desværre ikke navnene på de to sorter. De blå er søde og meget saftrige, men desværre er der en del kerner i dem, men de er nu rigtig gode alligevel. De grønne druer er også søde, men med mere syrlighed end de blå. Der gør dem bare rigtig friske og dejlige - og så har de næsten ingen kerner.

I mit næste indlæg vil jeg vise, hvad jeg gør med de mange druer, som vi ikke kan nå at spise.

torsdag den 8. september 2011

Det lakker mod enden...

Ja - det var så den sommer. Slut med dasetid i hængekøjen. Slut med sommerfugle i hobevis, der frejdigt slår sig ned i havens blomster, eller som to og to i kåd leg lader sig hvirvle med af vinden.


Det er nu, at jeg skal minde mig selv om, at jeg elsker efteråret med alle dets dufte og farver. Jeg elsker den stemning, der opstår, når vi efter en lang og dejlig sommer igen trækker os ind i vores huler og tænder hav af levende lys, imens tusmørket alt for hurtigt sænker sig. Duftene fra simrende gryderetter eller ovnbagte delikatesser, der efterhånden vinder over sommeren grillfeber. Jeg elsker det - synes bare ikke jeg er klar til efteråret endnu - ikke i år. Vi mangler simpelthen noget sommer. Heldigvis er der stadig sommer i drivhuset. Her gror det lystigt, og her kan man stadig nyde duften fra den kæmpe duftpelargonie fra Orangeriet på Gisselfeld, der blander sig med duften af lathyrus og roser.


Det er bare med at nyde alle sommerherlighederne inden efteråret for alvor sætter ind.

           

Tiden kan nu passende bruges til at kigge i alle de dejlige plantebøger, der efterhånden har hobet sig op i reolen. Nye rosendrømme fødes, og næste års frøønsker noteres. Forleden fik jeg en fantastisk og længe ventet overraskelse med posten. Kataloget 2011/2012 fra David Austin fandt endelig vej fra England til Danmark. For folk der ikke er alvorlig ramt af rosenpassionen, kan det sikkert synes underligt, at et katalog kan bringe så meget glæde. For mig er det bedre end den bedste roman, og jeg sover næsten med kataloget under hovedpuden (ahrrr...så på natbordet da). Hele 120 sider med rosenherligheder.


Et sidste billede fra drivhuset med de grønne og næsten stenfri druer, der endnu ikke er modne. De blå er for længst spiseklar - søde og lækre, men desværre også med sten i. Sidste år blev jeg træt af alle stenene - skar alle klaser ned og puttede dem i en kæmpegryde, som gav flere liter sød vindruesaft, som vi nød vinteren igennem.