fredag den 25. februar 2011

Det kan kun siges kort - jeg savner mine lavendler.


Men hvor er det bare fantastisk dejligt, at have små buketter af tørrede lavendler fra sidste år, som man kan gå og nyde hele vinteren.

De små buketter på billedet er gaver fra min mor, som ved, at jeg elsker lavendler. Min mor har en sort med meget mørkelilla blomster, som jeg synes er helt specielle. Alle mine - og jeg har rigtig mange lavendler i haven - er en del lysere i farven, men skønne alligevel.


Jeg høster mange af mine lavendler hvert år, tørrer dem og pakker dem i poser. Jeg bruger dem til noget helt specielt, men det vil jeg vise senere på bloggen.

Selv om savnet af de blomstrende lavendler er stort i disse vintermåneder, så er lavendlerne faktisk ganske smukke hele året rundt - selv med deres lange, visne blomsteraks, som med stor styrke kan bære kæmpeskyer af sne. Et smukt smukt syn.

Prøv i øvrigt at nippe én af de visne blomsterstande af, når du går forbi næste gang. Gnid den mellem fingrene og duft. Jeg synes, at det er så utroligt, at lavendelduften trods vinter, frost og sne, bevarer så stærk en duftkraft.

Jeg elsker simpelthen mine lavendler året rundt.

3 kommentarer:

Didde sagde ...

Hej,

JEg kan se du vil skrive på bloggen hvad du bruger dine lavendler til senere, det glæder jeg mig til for jeg har lige høstet lidt til tørring og til lavendel bouteille.

Hvornår høster du dine?
Før eller efter blomstring?

Hilsen Didde

Lavendelkrogen sagde ...

Hej Didde
Jeg høster mine af flere omgang, nogle der er i blomst, men også en hel del, når de begynder at afblomstre. Der er stadig masser af duft i dem, når blomsterne er ved at takke af. Høsttidspunktet afhænger lidt af, hvad jeg skal bruge lavendlerne til. Jeg nænner ikke at plukke for mange, når de står i fuldt flor. Jeg bruger bl.a. mine lavendler indeni varmepuder, som jeg selv laver.
Hilsen Dorthe.

Didde sagde ...

Hej Dorthe,

Hvor sjovt, det har jeg også set et andet sted på nettet at der er nogen der har gjort, det virker rigtig smart.
JEg har også lidt svært ved at høste nu, for de står så flot, og der sværmer bier og sommerfugle, så jeg venter til de er afblomstret.
Glæder mig til at følge din blog!

Didde