torsdag den 28. april 2011

Vores nye bøgehæk

2. Påskedag kom den nye bøgehæk i jorden. Det tog faktisk ikke så lang tid, som vi havde regnet med, men det var hårdt arbejde. Nu skal der så bare vandes og vandes og holdes frit for ukrudt. 
Hvis vi er heldige dukker de første lysegrønne blade op i løbet af weekenden, og mon ikke der inden længe står en fin og lysegrøn lille hæk.

Det er et værre rod, mens det står på, og der er jord alle vegne, men vejret var fint og arbejdet skred planmæssigt frem stykke for stykke.

Planterne blev lagt klar, så de hurtigt kunne komme i jorden. De så godt nok lidt livløse ud, men man kunne lige ane noget lysegrønt i knopperne.

Vand, vand og masser af vand - så kan det vist ikke gå helt galt.
Vi glæder os fantastisk meget til vores nye lysegrønne bøgehæk springer ud og forhåbentlig hurtigt vokser sig en del større.

søndag den 24. april 2011

Forårets dyrebørn

Påskedagenes udflugter gav rig mulighed for at se dette års dyrebørn på tæt hold.

Små nye kalve på marken lige bag vores kvarter. Nysgerrige og modige - lige indtil Molliehunden begyndte at gø.         
Grisebasser på rad og række sover middagslur sammen med deres mor.

 
Trygt og lunt at ligge i ske eller klov. 

 Den er vist flad denne her.

Lille nyt lam hygger i græsset.

mandag den 18. april 2011

Turen går til Samsø

Sidste år var jeg på Samsø for første gang. Det er en fantastisk lille ø, som man straks forelsker sig i. Har man først siddet en varm sommerdag i Ballen Havn og spist omelet fra pande med udsigt til havnen, må man overgive sig. Jeg blev i hvert fald ramt af den helt særlige ro og fred, der hviler over hele øen. Særligt i Nordby med gadekæret, de små yndige huse og butikker med spændende glaskunst, smykker m.m. Det skal bare opleves.  

 Det er så smukt at gå rundt mellem de gamle huse.

Mere fredeligt sted skal man lede længe efter.

Fra Nordby er der ikke langt til Ballebjerg Tårn - Samsøs højeste punkt midt i Nordby Bakker. Udsigten er helt fantastisk - både over vand og land.

Se mere her og bliv inspireret til en tur:

torsdag den 14. april 2011

Piccadilly igen igen...

I weekenden lykkedes det mig at få to rodskud fra min Piccadilly-rose. De blev straks klippet ned til et par øjne over rodstedet, og sat i potter med rosenjord. Nu er jeg er super spændt på, om det vil lykkes mig at fremtrylle endnu to ekspemplarer til haven. Det ville være fantastisk, for jeg er begyndt at holde meget af denne lidt særprægede tehybrid.

I starten da vi lige var flyttet ind, var jeg faktisk ikke særlig vild med den, da jeg ikke syntes at den passede ind farvemæssigt. Nu hvor jeg har vænnet mig til den, må jeg overgive mig. Den har et fantastisk farvespil - især sidst på dagen, hvor den gløder helt utroligt i aftensolens skær.

Jeg har vist billeder af den før, men jeg synes, at den fortjener lidt mere opmærksomhed for det er en helt fantastisk rose, der udover sine farver også har en helt vidunderlig duft.














 

søndag den 10. april 2011

Blåt i blåt


Efter en dejlig solrig men også lidt hård dag i haven lørdag trængte kroppen i den grad til en hviledag.

Heldigvis stod den på fødselsdag i Nordsjælland hele søndagen - ellers havde jeg helt sikkert taget en tur i haven igen, hvilket uden tvivl ville være endt med en mishandlet krop, der næppe ville være i stand til at fungere mandag morgen.

På vej til Nordsjælland gjorde vi en lille afstikker til Tisvildeleje, hvor jeg tidligere har boet. Savnet efter området bliver indimellem for stort - især omkring i april, når byen langsomt vågner og gør sig klar til en lang og solrig sommer med masser af feriegæster og faste sommerhusgæster. Så det var helt fantastisk dejligt at køre gennem byen og ned til vandet for at nyde synet og duften af frisk havvand.

Synet af blå himmel og blåt hav gør simpelthen én så lykkelig over at være til.

Tisvilde er helt fantastisk og har et lys, som kun ganske få steder i Danmark.

Vand så langt øjet rækker den ene vej...

 ...og den anden vej.

fredag den 8. april 2011

Fra vindueskarm til drivhus

Så skete det - forleden var det store flyttedag for alle de små spirer og planter, der nu i adskíllige uger har haft ophold indendøre. Solen skinnede herligt og det var skønt endelig at kunne få dem ud i det dejlige solskinsopvarmede drivhus.

 Klokkeranker på deres lille plantebord - de lilla foroven og de hvide forneden. Til højre to løjtnantshjerte, som jeg endnu ikke har fået plantet ud.

                    I krukkerne er der Dahlia og valmuefrø.            En lille frøken ser til.

Inde i drivhuset har jeg to mindre drivhuse - købt i Netto til ingen penge. De er rigtig gode til de mange bakker med spirer - og så beskytter de lidt for nattekulden. Til venstre ses clematis Hagleys Hybrid, som jeg endnu ikke har fundet en god plads til. Overvejer at plante den inde i selve drivhuset, men er lidt i tvivl om pladsen bliver for trang.

En lille hyggekrog til en kaffepause i havearbejdet.


Skyggegardinerne er allerede på plads for at beskytte de små spirer og planterne for solen hårde stråler.

Inden længe skal der også lægges Gladiolus i staudebedet.

torsdag den 7. april 2011

Lavendelhunden

Så er alle lavendlerne klippet ned. Molliehunden var hurtig til at indrette sig en dejlig lille rede i de afklippede stængler. Hun har altid været helt vild med parfume og kan sidde længe med snuden tæt ind på min hud og bare dufte, så jeg er sikker på, at lavendelduften har været helt fantastisk i hendes næse.

mandag den 4. april 2011

Fra en smuk forårsdag

Yndig og med blid duft

Forårssymfoni

I dagens sidste solstråle 

Den allerførste tulipan
 
Husløg på spring


"Rabarberkomplot"

søndag den 3. april 2011

En rosenrejse fra Løve til Ghitas have

Endnu en ny og fantastisk bog er føjet til samlingen af rosenbøger - har smuglæst lidt i den hist og her og nydt de smukke billeder. Den kan helt klart anbefales. Den blev hjembragt efter en vidunderlig forårsdag på Rosenplanteskolen i Løve i går lørdag den 2. april. Dagen gav også inspiration til et lille rosendigt.

Ghitas roser

Rose Rose i min have

Rose rose i min have
lad din ynde foldes ud.
Du er livets store gave,
særligt i dit sommerskrud.

Duggens dråber på din krone,
får mig til at dvæle.
Tanker mister deres tone,
tungen helt sit mæle.

Rosenduften i mit sind,
sætter sine spor.
Hjertets tårer svinder ind, 
blot du i haven gror.
                 
Af Dorthe Christina K. (Copyright)


Stemningsbilleder fra en smuk dag i Løve.






fredag den 1. april 2011

En hel dag med roser





Så er det i morgen, at jeg drager sydpå til en hel dag i rosens navn. Stedet er Rosenplanteskolen i Løve - http://www.roses.dk/ - og jeg kan næsten ikke vente. Tror det bliver en fantastisk dag i godt selskab med en masse andre rosenentusiaster og hjembringelse af en ny og spændende rosenbog til samlingen.