søndag den 22. maj 2011

Tusmørkehygge


Tusmørket sænker sig, og efter ugers pause her på lavendelkrogen er der nu endelig tid til at få skrevet et lille indlæg. Vi har holdt konfirmation både fredag og lørdag, så dagen i dag har mest været hviledag. Det blev dog til en lille runde i haven, lidt rabarbertrækning og fjernelse af en beskeden mængde ukrudt. Jeg synes, at det er evigheder siden, at jeg har haft tid til at gå i haven, og jeg kan se, at der er mange små og store opgaver, der venter derude. I morgen vil jeg forsøge at få et overblik over, hvad jeg skal kaste mig over først - tror det bliver drivhuset, for det er virkelig ved at sprænges af planter, der bare venter på at komme ud, hvor der er bedre plads at gro.

Clematis Miss Bateman i tusmørket med rosa himmel i baggrunden. Den blev sat sidste år, og ser ud til at trives godt på indersiden af den overdækkede terrasse. Der er en del knopper på spring, og jeg glæder mig til at se de store hvide blomster folde sig ud.

I drivhusets ene hjørne har jeg sat clematis Hagley Hybrid, som netop er sprunget ud med de skønneste rosa blomster. Jeg var lidt i tvivl om, hvorvidt det nu var et godt valg at sætte den der, men nu hvor den er sprunget ud, er jeg ikke i tvivl. Den er så smuk og giver liv derinde blandt alt det frodige og grønne.

Der er voldsom trængsel på gulvet og på hylderne i de to minidrivhuse. Jeg er en del bagud med at få pottet planter om, men regner med at bruge de næste par dage herude. De to klatreroser i forgrunden, skal der også lige findes gode voksepladser til, og de fire tomatplanter skal have bedre støtte og luft omkring sig. 

Vinen er nu sprunget ud, og inden længe vil den dække den det meste af loftet, så det ikke er længere er nødvendigt med de hvide afskærmningsgardiner. De små klaser kan nu ses på rankerne, og det er tid til at bremse væksten med beskæring, så planten kan bruge krudtet på druerne. Jeg tynder senere ud i klaserne, så druerne for bedre plads.


Èn af havens mange vinbjergsnegle på aftenvandring i tusmørket. Man skal virkelig se sig godt for - især efter regn og når jorden er fugtig. Det er så grusomt at træde på dem. Kom til at kvase én den første sommer, og jeg skreg, fordi jeg blev forskrækket over lyden og forfærdet over, at det kunne ske. Nu flytter jeg dem ind i sikkerhed i bedene, hver gang jeg møder dem i græsset og på fliserne, men de er hurtigt på afveje igen.

4 kommentarer:

Frøskuffen sagde ...

Vinbjergsnegle er så flotte, men jeg har desværre ikke selv nogle.

Hvad er dine erfaringer omkring vinbjergsnegle >< dræbersnegle ?

Går vinbjergsneglene på dine planter ?

Hanne Bente sagde ...

Rigtig flotte billeder - skøn lille vinbjergsnegl.
Håber at du er vel over konfirmationen - dejligt at se dig på bloggen igen.
Knus Hanne Bente

Gro sagde ...

Godaften Dorthe,
Det ser rigtig dejligt ud, sille en masse planter du har i drivhuset. Godt at høre jeg ikke er den eneste der er lidt bagud med at ompotte :-)
Hvordan går det med dine Pacadelly rosenskud?
Mange hilsner Gro

Tim Skovrup sagde ...

hjemme i min have har jeg kun én vinbjergsnegle desværre, jeg har skrevet et 1-tal på sneglehuset, på den måde kunne jeg se om det var flere eller kun den ene. Og desværre er det den samme jeg ser hver gang ;)