onsdag den 21. september 2011

En saftkoger er lykken

Jeg vil hermed gerne præsentere min nye Tutti-Frutti saftkoger. Vidunderet, som jeg faktisk slet ikke var klar over, at jeg manglede. Den er helt genial og meget nem at anvende. Synes godt nok, at projektet virkede lidt uoverskueligt lige til at starte med, da gryden blev pakket ud af æsken, så jeg researchede lidt på nettet, hvor jeg fandt rigtig mange gode råd fra de mere garvede brugere.

Efter en "testkørsel" er jeg nu overbevist. Den bliver en tro følgesvend i mit køkken fremover.



Den består af 4 dele. Nederst en ganske almindelig gryde, mellemdelen er saftbeholderen, der opsamler al saften og hvorfra der udgår en aftapningsslange. Øverst frugtsien, hvor frugt/bær placeres. Oven på hele molevitten placeres et glaslåg med et lille damphul. Låget sørger for at dampen bliver i systemet og er meget vigtig for selve processen.



Den nederste del fyldes helt op med vand. Dette bringes i kog. Når vandet koger, stiger dampen op igennem de 3 grydedele. Når dampen dugger låget til, skruer man ned for varmen. Nu er selve processen i gang. Den kan tage et par timer alt efter, hvor mange kilo frugt eller bær, man brygger på (jeg startede med 3,5 kg druer og det tog vel ca. 1½ time). Dampen får nu langsomt saften udvundet. Saften drypper fra den øverste del, som har en si i bunden og ned i midterdelen, hvor den opsamles. Fra den del udgår en aftapningsslange.



Her et kig ned til druerne. Dampen har netop nået låget - og nu begynder der snart at ske noget. På billedet kan man se, at jeg har valgt at tilsætte sukker sammen med druerne. Man kan koge saft med eller uden sukker. Det er en smagssag. Det kræver lidt øvelse at finde den sukkermængde, der passer til den saft, man laver. Man kan også tilsætte SØD efter kogningen, hvis man ønsker en sukkerfri saft. Min blev ikke helt sød nok i første omgang, så jeg tilsatte mere sukker efterfølgende. Jeg ønsker en saft, der kan fortyndes 1:4. Det kræver en del sukker, men til gengæld opbevarer man ikke en masse vand på flaskerne, når saften er mere koncentreret. Holdbarheden er også langt bedre med en større sukkermængde.



Så sker der noget - den første saft kommer til syne. Aftapningsslangen er monteret med en tappedims, der holder saften tilbage i gryden. Man kan nu begynde at tappe saften - enten direkte på flasker, hvilket er nemt - eller i en gryde, hvis man ønsker at arbejde lidt mere med saften mht. smag eller konsistens. Man kan evt. også lave gele af saften. Mit næste projekt bliver ribsgele af alle de bær, der ligger i fryseren.



Her tappes i gryde. Dette fordi, jeg ønskede en sødere og mere koncentreret saft. Efter tilsætning af mere sukker og et hurtigt opkog tilsatte jeg Atamon af hensyn til holdbarheden. Dette er vigtigt, hvis saften skal opbevares i længere tid. Drikker man saften inden for en 10-14 dage, kan man sagtens udelade Atamon.



Flaskerne renses godt i sulfo og varmt vand. Jeg er doven denne gang - og lader etiketterne fra sidste år blive på. Når flaskerne er skyllet helt fri for sulfo, efterskyller jeg med kogende vand. Lige inden påfyldning ryster jeg flaskerne med lunkent kogt vand tilsat Atamon. Husk også at skylle lågene i Atamon.



Flot ser det ud med den røde saft i de fine flasker. Mine er genbrugsflasker fra Rynkeby, som jeg har gemt. De egner sig fint til formålet og lukker helt tæt. Sidste års etiketter har blot fået tilføjet et 1-tal i enden. Skal man forære sin saft væk, ville jeg nok overveje en pænere løsning, men nu er det blot til hjemmenydelse. Ungerne er vilde med saften, så den skal nok blive drukket hurtigt.

Alt i alt er det rigtig nemt at koge saft i Tutti-Frutti´en. Den passer stort set sig selv, og man slipper for at si den varme saft bagefter. Man skal heller ikke røre i gryden konstant eller være bange for, at det koger over. Den afgiver næsten ingen lugt, da dampen bliver i systemet. Det er derfor vigtigt ikke at lette på låget undervejs trods nysgerrighed, da det forsinker processen. Man må gerne prøvesmage undervejs.
Efter aftapningen er Tutti-Frutti´en nem at gøre ren.

2 kommentarer:

Louise sagde ...

Stort tillykke med din nye saftkoger...
Jeg har netop arvet min mors, som ikke er ligeså flot og skinnede men akkurat samme princip. Og jeg fik i tirsdags lavet 2½ liter hyldebærsaft, som smager fantastisk..
Min mor fortalte om hvordan hun, da hun lavede saft i min barndom, havde fundet ud af, at ved at fryse det ned, kunne undgå brugen af atamon. Så det har jeg prøvet at gøre også.
Ligenu sidder jeg og nyder et glas iskoldt hyldebærsaft, så jeg giver dig ret - en saftkoger er lykken

Louise

Gitte sagde ...

Hej,
Har selv en tuttifrutti og den er nemlig genial til saft. Jeg kan se at der hænger rigtig mange klaser med sorte hyldebær i min have, så det er vist på tide at jeg får fundet min frem.

Gitte