fredag den 2. september 2011

Flammende rød sommerstemning

Her kommer lidt billeder fra sommerhaven 2011 fra juni og juli måned.

Flammende rødt - og Flammentanz er mit bedste bud på denne rose.
Den springer ud i starten af juni i et overdådigt rødt flor, og den bliver ved med at blomstre rigt en måneds tid frem. Nu her i starten af september er der en beskeden lille blomstring inden den takker af for i år. Op ad stolpen får den selskab af en lilla klokkeranke, som endnu ikke har blomtret.

Ved den anden stolpe har den selskab af clematis Piilu, som snor sig lystigt imellem alle rosenbuketterne.

Terrassestemning - Flammentanz har rod ved den første stolpe. I foråret forsøgte vi et eksperiment med to rodskud, som vi plantede ved den sidste stolpe (ikke med på billedet). Meningen er, at vi vil have hele den overdækkede terrasse rammet ind i rødt. I første omgang så det ikke ud til at projektet ville lykkes, og jeg måtte beskære  og fjerne en masse visne skud midt på sommeren. Nu her i september har begge skud grønne blade og en enkelt fin rosenknop, som snart springer ud. Det er da en start.

Staudebed med lavendel, hvid salvie, storkenæb, stolt kavaler og og en enkelt rød rose.

Flammentanz dominerer i hele juni/juli måned. Et herligt skue. Desværre er den næsten helt uden duft. 

Haven set fra det lille skovbed under vores tre store flotte fyrretræer. Billedet er fra juni og bedet ser helt anderledes ud i dag, hvor roserne står i fuldt flor og jorden næsten er helt dækket.

Lille buddha mediterer i skovbundsbedet, som symbol på at dette skal være et sted i haven til fordybelse og ro. Med tiden skal vi have lavet en stencirkel i nærheden af bedet med havemøbler, så man kan slå sig ned og sidde og nyde lidt ro og stilhed her. Vi venter på at en bøgehæk og en kirsebærlaurbærhæk vokser op og giver lidt mere hulestemning i denne del af haven.

Pelle og Palle på stenen. De får ofte selskab af vinbjergsnegle, som lægger vejen forbi. 

Vores lille yndige hjertetræ. Synes dog at al den vind vi har haft, har været lidt hård ved det. De sidste par måneder har bladende ser lidt visne og triste ud i kanterne. Vand burde det jo have fået rigeligt af i denne sommer, så jeg tror, det er vinden, der har givet det skader. Håber at det kommer sig og bliver rigtig flot til næste år.

Én af havens nytilkomne stauder. Digitalis, som har blomstret flot. Det bliver helt sikkert ikke den sidste. Jeg må simpelthen eje nogle flere, der kan stå og lyse op med deres stolte spir. 

Staudebed domineret af lavendler, som jeg elsker. Her sammen med storkenæb, katteurt, stolt kavaler og en nyplantet rose Louise Odier i forgrunden.

Ingen kommentarer: