mandag den 3. oktober 2011

Et orkidémysterie eller blot en passion.


Trods det at haven stadig bugner af de skønneste sommerblomster fra hele farvepaletten, tør jeg godt indrømme, at jeg i disse dage nyder denne helt ordinære orkidé  - Phalenopsis - her i en skøn rosalilla farve.

Planten er efter min opfattelse efterhånden gået hen og er blevet vores nye nationalstueplante, hvis man skal dømme efter det uhyre store udbud, der nu er at finde i hver eneste dagligvarebutik i det ganske land. Vi ser dem alle vegne - i butikkernes udstillingsvinduer, hos lægen, frisøren, tandlægen. Vi forærer dem gerne væk ved enhver lejlighed, smukt indpakket i industri-cellofan omslynget af metervis af kulørt gavebånd afstemt efter blomsternes farve.

På et tidspunkt havde jeg ni orkidéer - de fleste foræret som værtindegaver inden for meget kort tid. Kan huske at tanken strejfede mig, at det var lidt utroligt med den manglende variation. Men jeg elsker stadig at få orkidéer som gave. Orkidéer er dejlige og ukomplicerede planter, der kan gøre selv det mest kedelige hjørne af stuen livligt. Jeg er vild med deres eksotiske udseende og mange forskellige farver.


For ikke så længe siden var vi til fødselsdagfest i familien. Min svigerinde fik værtindeblomster - og heriblandt ikke så overraskende en orkidé.  Men sikken én. Den havde de mest fantastiske limegrønne blomster, som jeg straks forelskede mig i. Sådan én må jeg simpelthen have til samlingen, der i øjeblikket kun tæller seks eksemplarer.

Nu brugte jeg ordet "samlingen" om mine orkidéer. Her må jeg simpelthen undre mig lidt over, hvad det er orkidéerne kan og gør ved os. Fænomenet "samlinger" indenfor stueplanter i øvrigt, synes jeg egentlig ikke er så udbredt, når jeg tænker over det. Det hænder da, at man går forbi et hus med fire sart lyserøde pelargonier i vindueskarmen, som et signal til omverden om, at her udleves stilen Country Living i hver eneste krog af huset. Jeg kender virkelig ikke nogen, der har større samlinger af andre stueplanter - kun når det gælder orkidéen.

Jeg har lavet lidt research og ringet min mor op for et øjeblik siden for at få bekræftet fænomenet. Hendes samling er på 17 styk i alt. Gået lidt på klingen fortæller hun, at hun faktisk ikke har købt ret mange selv. Hmmmmm...interessant. Bliver vi mon samlere af lyst, eller fordi vi er ved at drukne i værtindekøbte eksemplarer. Er det mon en "virkelig" passion for orkidéer, der får folk til at indrette hele værelser til orkidéopbevaring, imens vi håbefulde venter på at næste blomsterstilk måske skyder til vejrs - eller er vi blot ofre for en modetrend inden for blomsterverdenen, der er fuldstændig ude af kontrol.

Måske I andre har et bud på det?

Jeg er nu temmelig glad for min lille "samling" - og byder gerne nye eksemplarer velkommen. Jeg bliver nok aldrig træt af at se på de fantastiske og næsten kunstnerisk udførte blomster. Planterne skaber liv i stuerne året rundt og gør især vinterens mørke mere udholdeligt.

5 kommentarer:

Frk. Anemone sagde ...

Orkideer er skønne :) Det tog mig lang tid at blive begejstret for dem, men så kom interessen også for fuld kraft.

Modefænomen? Måske... jeg har 7 hvide, som ikke alle er ens og 4 lilla i forskellige nuancer og blomsterstørrelser, ca. halvdelen har jeg fået foræret og været glad hver eneste gang.

Din orkide pynter rigtigt fint.

Helle sagde ...

Kan til din statistik, oplyse om 7 stk her i huset. En enkelt er værtindegave, resten har jeg selv valgt og indkøbt - for jeg eeelsker orkideer, både når de blomstrer (hvilket de jo heldigvis gør ofte og længe), men også at holde øje med hvornår de løfter et lille skud til næste blomstring. Ofte tvinger jeg ikke skuddet op af blomster pinde, det kan nemlig værre utroligt smukt og spændende at se hvad blomsten selv finder på af unoder i vækst og facon.
Fin orkide du viser der :o)

Landbohaven sagde ...

Hvor er din Orkide smuk.

Vi har efterhånden også nogle stykker.

Tak for kigget.

Gro sagde ...

Jeg må indrømme at, jeg også er vild med orkideer :-)pt. har jeg kun ni forskellige planter. Jeg glæder mig altid til en ny blomstring og jeg har oplevet at blive MEGET ked af det en gang min søn spillede bold indendørs og knækkede en gren af med nye knopper :(

Mange weekend hilsner Gro

Lavendelkrogen sagde ...

Tak for alle jeres fine kommentarer. Dejligt at høre, at jeg ikke er den eneste, der er vild med orkidéer. I starten ser alle jo næsten ens ud, men som Frk. Anemone skriver har hun 7 hvide, som ikke alle er ens. Det er netop det, der gør orkidéer spændende og næsten personlige.
God og solrig efterårsdag til jer alle herfra.